Social arv kan ændres fra generation til generation. Men biologisk arv ændres yderst langsomt. Menneskets evolution er derfor en langsom udviklingsproces over mange generationer.
Vi forestiller os fejlagtigt, at en social arv kan ændre alle typer af dårlig adfærd. Men virkeligheden er at det er urtidens nedarvede adfærdsbiologi, som styrer mennesket. Vi skal have en social arv gentaget igen og igen, i generation efter generation, før de fleste børn kan fødes uden de uheldige sider af urtidens biologiske arv.
Først og fremmest må vi derfor indse, hvor vigtig det er, at vi forstår, at dele af børns opførsel stammer fra en utidig ”sund natur”, selvom deres adfærd kan være helt uacceptabel i et moderne samfund. Generelt fejler børn principielt intet, selvom de ikke kan følge deres sociale arv, fordi de i den enkelte situation er styret af den biologiske arv, som trodser den sociale. Vi er nødt til at lære, hvordan vi kan kompensere uhensigtsmæssig adfærd, ved at tilegne os en adfærdsbiologisk emotionel intelligens.
Der er ikke forløbet tilstrækkeligt nok af generationer til, at nutidens ønsker for social arv er nået at blive til biologisk adfærdsarv, som børn så kan fødes med. Indtil da, vil både forældre (uanset hvor gode de er som forældre) og samfundet kunne stå magtesløse af den simple årsag, at biologisk arv styrer mere end social arv. Den adfærdsbiologiske arv styrer os både som børn og som voksne, i langt højere grad end videnskaben hidtil har kunnet afdække.
Viden og accept af adfærdsbiologi er nøglen.
.jpg)
Copyright: Biopsykologisk Institut
