”Vores hjerner er udviklet og tilpasset gennem årtusinder til et socialt miljø svarende til stenalderniveau. Evolutionært er den ikke gearet til nutiden.”  Professor i Neuropsykiatri Raben Rosenberg, i Politiken, 10/3/2018.

Menneskets hjerne har udviklet sig fra de første hvirveldyr, som opstod i naturen for mange millioner år siden, over fisk og padder, til primitive pattedyr, aberne, de tidlige homonoider for ca. 2 millioner år siden, frem til homo sapiens, som opstod for ca. 100.000 år siden.

Udviklingen til menneskehjerne er ikke foregået ved at hjernen er blevet genopfundet, hver gang den har fået en ny egenskab. Hver gang hjernen på denne lange evolutionære rejse har fået en ny egenskab, så er det sket ud fra det forhånd værende søms princip - ved at der er lagt et modul oven på grundpakken. Ikke blot fødes vi mennesker derfor med drifter, instinkter og funktioner i hjernen, som vi har tilfælles med stenaldermennesket. Dele af vores nedarvede emotionelle biologi har endnu dybere evolutionære aner.

”Generelt bukker mange under i vores samfund med lange, omskiftelige arbejdsdage, omskiftelige ydre sociale forhold, to udearbejdende voksne, børn, institutioner og alt muligt. Den moderne livsform er meget krævende, husk på, at vores hjerner er udviklet og tilpasset gennem årtusinder til et socialt miljø svarende til stenalderniveau. Evolutionært er den ikke gearet til nutiden.”  Professor i neuropsykiatri Raben Rosenberg i Politiken, 10/3/2018.

Placebo er den positive effekt af, at vi kan forestille os, hvad der kan ske i fremtiden. Hvis vi f.eks. tror på virkningen af en behandling, så påvirkes kroppens fysiske tilstand positivt.

Tilsvarende er nocebo den negative effekt af, at vi i hjernen kan danne billeder af, hvad der kan ske i fremtiden. Derfor kan vi, hvis vi får at vide, noget kan gøre os syge, og vi tror på det, rent faktisk blive syge af det.

”Der er forskel på at optræde som en autoritet og at være autoritær. Der skal være en autoritet. Der skal være én, der flyver maskinen. Vi er nødt til at uddelegere ansvaret, og vi er nødt til at have respekt for nogen, der ved noget og kan noget. Og det er noget andet, end at ligge på maven for dem. Uden autoriteter kan vi ikke leve.”  Johannes Møllehave

Opgaven forbundet med oplæring og opdragelse af børn må være at skabe selvstændige og selvhjulpne voksne mennesker, der kan tage ansvar for såvel deres eget liv som forskellige typer af fællesskaber i samfundet, på jobbet, i parforhold og familieliv.

Til det formål har børn brug for en barndom med voksne, som tager aktivt del i deres liv og ansvar for, at de lærer normer, regler og kompetencer, som er nødvendige for at kunne fungere og bidrage i et komplekst moderne samfund. Alderssvarende krav, opgaver og pligter hører med til det. De har brug for voksne, som, udover at give ubetinget omsorg og lege med dem, tør bestemme - til nytte for dem - med kærlig, guidende og anerkendende støtte i læringsprocesserne - og den rette balance mellem konsekvens og fleksibilitet. Forældrene er barnets naturlige ledere - det er en del af vores medfødte biologi.

"Når et drengefoster omkring sjette fosteruge begynder at pumpe testosteron fra testiklerne, sker der en gennemgribende ombygning af hjernen, som ikke forekommer hos pigefostre. Hormonbadet udvirker ikke bare strukturelle forskelle, men også forskelle, som sætter sig igennem psykologisk. En af dem viser sig i helt små børns (og abeungers) legeadfærd. Drenge har et højere energiniveau og bevæger sig mere, og når det kommer til at skulle vælge, hvad man leger og beskæftiger sig med, optræder… forskellen mellem præferencen for henholdsvis ting/systemer og mennesker/sociale interaktioner. Enhver pige adskiller sig ikke fra enhver dreng, men gennemsnittet i normalfordelingen for de to køn er forskudt for hinanden. Disse forskydninger kan øges eller mindskes, men ikke forklares via opdragelse og socialisering, og de holder sig livet ud." Fra artiklen Vi binder os på mund og ånd af videnskabsjournalisten Lone Frank, Weekendavisen den 18/8/2017.

Der er medfødte kønsforskelle, som påvirker vores liv og samliv på flere måder, specielt hvis vi ikke ved eller anerkender, at de er der. Social arv (opvækstbetingelser og kultur) har også betydning, men da denne formes på fundamentet af en medfødt biologisk arv, så er det, af hensyn til vores selvforståelse, vigtigt at erkende disse naturens forskelle. De er virkelige. Fornægter vi dem, kan vi skabe unødvendigt dårlige følelser hos børn, hvis de i institutioner bliver mødt med en pædagogik, der problematiserer deres legepræferencer og identitetsdannelse, ligesom den gensidige forståelse og accept i parforholdet nemt kan skride.

Vil man have de bedste kort på hånden, når man dater, gælder det om at vide, hvad man har med sig af både social og urbiologisk arv, og hvordan det kan komme i konflikt med de normer, vi har i dag.

Vores hjerne har gennem evolution udviklet sig over tusindvis af år for at sikre vores overlevelse og videreførelse af vores gener. Men alligevel har den ikke helt fulgt med udviklingen og det kan godt komme på tværs, når vi dater. Her kan det fx betale sig at vide, hvordan urhjernen forholder sig til sådan noget som kønsroller, som ikke rigtigt er blevet opdateret til ligestilling anno det 21. århundrede.

»Enhver tilsigtet krænkelse er utilladelig, men hvor vil vores liv blive kedeligt, hvis vi ikke må spille det spil, der er blevet spillet i millioner af år, og som vi er bygget til at spille«. Fra kronikken ”Sexchikane blandt mennesker er bagateller i forhold til, hvad dyr må finde sig i”, Politiken den 22/10/2020.

Den ret heftige debat om sexisme og #metoo illustrerer meget godt, at hvis vi ikke lærer at styre udrifterne, så kan vi få problemer - personligt, kulturelt og samfundsmæssigt.

Ligesom alle andre pattedyr er vi født med driften til at lege. Tænk på løveunger, der leger. Det ser jo morsomt ud. Men de gør det ikke for sjovs skyld. Opvæksten er én lang træningslejr, der skal ruste dem til livet som voksne. Legen udvikler ungernes muskler, øger indlæringen af færdigheder (f.eks. jage og dræbe byttet) og lærer dem at begå sig i løveklanens hierarki. Det samme gælder for menneskebarnet, hvor legen skal give en gradvis tilpasning til fødegrundlag, livtrusler samt forskellige typer af sociale miljøer med og uden rangorden.

Gennem leg lægges fundamentet for, hvordan hjernen kommer til at fungere, herunder indlevelsesevnen, evnen til at reflektere og mentalisere, samt evnen til at indlære sociale, faglige og praktiske færdigheder. Når omsorgspersonen leger med barnet, dannes der forbindelser imellem hjernens indre og ydre dele, imellem urhjernens medfødte drifter og emotioner og den nye hjernes kognitive og emotionelle intelligenser. Legen er med til at udvikle og klargøre alt og er dermed helt afgørende for børns kropslige og psykiske udvikling.

"Darwins undersøgelser af evolutionen af emotionelle udtryk og ansigtsudtryk hos mennesker og dyr gav den dybe evolutionære indsigt, at emotioner tillader en organisme at tilpasse sig bedst muligt til væsentlige stimuli i omgivelserne og dermed forbedre organismens chancer for at overleve."
Morten Kringelbach i Følelser og Kognition, 2007.

Hvem vil ikke gerne leve et liv fri for automatiske negative forestillinger om, hvordan omgivelserne vil reagere, på det vi siger og det vi gør? Et liv som vi former med vores egen fri vilje, frem for et liv styret af vores (ofte ubevidste) forestillinger om, hvad andre ønsker vi skal sige og gøre, og hvor vi blot påvirkes at tilfældige udefrakommende omstændigheder?

Problemet er blot, at den form for indrestyrethed ikke er noget vi er født til - rent biologisk. Det skal læres i social arv.

"Døden har ikke en værdi i sig selv, men den giver livet værdi, fordi vi ved, at vi kan miste det hele i morgen. Døden er en eksistentielt disciplinerede kraft, der gør, at vi som mennesker tager vores liv alvorligt."  Svend Brinkmann, 2021

Biologisk er vi født med frygten for døden. Den har vi ikke lært at håndtere, så vi fortrænger, at vi en dag skal dø. Den kraft, der ligger i viljen til at overleve, fordi vi har en instinktiv dødsfrygt, den fjernes, så vi er uopmærksomme på, at der er en ende.

Hvad vi vil med vores liv, inden vi dør, det forsvinder. Vi gør os ikke klart, hvad vi vil bruge livet til. Vi handler måske ud fra vores forestilling om, hvad andre ønsker, uden at tage hensyn til, hvad vi selv ønsker. Hensynet til andre gør, at vi mister fokus på, hvad vi selv vil. Og med det ebber vores egen livsvilje ud. 

Paradoksalt nok er det ofte mennesker, som har fået konstateret en livstruende sygdom, eller har overlevet den, som får livsvilje til at leve et liv på fuld blus, hvor hver enkelt dag tæller. Men hvorfor ikke lære at tænde op under livsviljen, mens vi har vores helbred intakt?

Det handler om at leve et liv, som vi selv påvirker med vores vilje, frem for at leve som et snefnug, der påvirkes at tilfældige udefrakommende omstændigheder. Det jeg vil, det gør jeg - det jeg ikke vil, det gør jeg ikke. Føl livets skrøbelighed og kroppens sårbarhed, og brug det til at leve et liv helt ud! Erkend og accepter, at man kan dø fra sine nære, hver dag det skal være, og brug det til at leve med vilje og kærlighed til dem.

Skribent: Michael Nilsson
Publiceret første gang: 12/1/2016