Vil man have de bedste kort på hånden, når man dater, gælder det om at vide, hvad man har med sig af både social og urbiologisk arv, og hvordan det kan komme i konflikt med de normer, vi har i dag.

Kørekort til kærligheden

Vores hjerne har gennem evolution udviklet sig over tusindvis af år for at sikre vores overlevelse og videreførelse af vores gener. Men alligevel har den ikke helt fulgt med udviklingen og det kan godt komme på tværs, når vi dater. Her kan det fx betale sig at vide, hvordan urhjernen forholder sig til sådan noget som kønsroller, som ikke rigtigt er blevet opdateret til ligestilling anno 2018.

Ifølge urhjernen er der nemlig helt klare kønsrollefordelinger, når vi dater. Manden er den der jager, og kvinden er den der vælger. Det har den biologiske funktion, at han under jagten kan nå at få opbygget den cocktail af hormoner og neurotransmittere, der skal til for hos ham at udløse en forelskelse. Jagt over længere tid, giver ham desuden mulighed for at vise hende, at han er klar til at forpligte sig i forhold til afkom. Urhjernen er nemlig fuldstændig gået glip af nyheden om prævention og derfor er børn og deres opvækstbetingelser en stor del af ligningen, når det gælder valg af partner.

For hende gælder det derfor om at sikre sig, at han er klar til at forpligte sig og give en hånd med i forhold til børnene, så hun ikke står med dem alene og dermed risikerer, at hun og hendes afkom ikke overlever. Disse vurderinger tager tid og derfor indfinder forelskelsen sig ikke nødvendigvis på første date. Den kommer som regel, efterhånden som vi lærer hinanden at kende og begynder at slappe af i hinandens selskab. Når vi fortæller om os selv og får talt os tættere på hinanden, deler hemmeligheder og viser sårbarhed og tillid.

Det er opskriften på tilknytning, og efterhånden som denne opstår vil dopaminniveauet stige hos begge parter. Det, der her er vigtigt at vide er, hvilken adfærd der stimulerer til opbygningen af diverse forelskelses hormoner og neurotransmittere og vigtigst af alt, at den er forskellig for mænd og kvinder.

Oxytocin, også kaldet krammehormonet, opbygges hos begge parter ved blandt andet øjenkontakt, som så udløser dopamin, som fører til holden i hånd, der igen udløser et skud oxytocin, der giver lyst til kærtegn og på denne måde arbejder de to hormoner sammen om at bygge hinanden op til et niveau, hvor det tipper over i en forelskelse.

Denne proces sker, når man dater og lærer hinanden at kende. I denne fase kan det være fristende at have sex. Men hvis man har sex, og hun får orgasme, kan det resultere i så stort et skud oxytocin hos hende, at det i kombination med dopamin sætter fut under hendes forelskelse. Mens det modsatte faktisk kan være tilfældet hos ham. Hvor hendes forelskelsescocktail består af dopamin og oxytocin, består hans cocktail af testosteron, dopamin og vasopressin. Hans niveau af testosteron stiger i forbindelse med sex, men da testosteron blokerer for effekten af oxytocin, kan det få ham til at miste interessen, når han har fået udløsning.

Hvis han ikke skal miste interessen for hende efter sex, er det derfor nødvendigt, at han forinden har fået opbygget et stabilt niveau af vasopressin, der er hans hormon for tilknytning. Niveauet af det stiger, når han tænker på sex og bliver ophidset, men falder ved udløsning. Hvis niveauet skal holde sig oppe, kræver det tid. Tre dates er måske slet ikke nok, og sex speeder desværre ikke processen op – tværtimod.

Så hvis du som kvinde tænker, at lidt sex kan få ham på krogen, så er der risiko for, at det er det modsatte, der sker. Det kan altså være en fordel at vente med sex, til han begynder at vise tegn på at ville forpligte sig, og det gør han først, når hans vasopressin har nået et højt og stabilt niveau. Hvis begge parter skal være forelskede samtidig, kan der altså godt gå noget tid. Og denne tid kan jo passende bruges på at lære hinanden at kende. På den måde kan man også nå at tage ordentligt stilling til, om der er potentiale eller ej – inden man kaster sig ud i en forelskelse, der lukker ned for den del af hjernen (præfrontale cortex), der normalt står for den kritiske tænkning og dømmekraft (i hvert fald i forhold til den udkårne).

Den evolutionære biologi og dertilhørende neurokemi, spiller altså en væsentlig rolle i udvælgelsen af partner og udvikling af forelskelse, men biologien alene gør det ikke. En anden faktor, der har lige så stor betydning for valg af partner, er nemlig opvækstvilkår og forhold til forældre.

Vi tror, at vi falder for en partner på grund af hans eller hendes fortrin, men i virkeligheden handler det om, hvordan vedkommende passer ind i vores uafsluttede konflikter fra barndommen. For det vi har lært, enten ved at kopiere vores forældres adfærd eller ved at tilpasse os dem, er det vi fører videre i parforhold. Derfor drages vi uvægerligt mod mennesker eller situationer, hvor vi kan genopleve de konflikter, som vi aldrig fik løst tilfredsstillende i barndommen, med det formål at tage den udfordring op igen, som vi ikke klarede dengang.

Der er skrevet meget om dette fænomen inden for psykologien, men for mig var det overraskende at se, hvor tydeligt det gik igen i de interviews, jeg foretog af 40 singler i forbindelse med skrivningen af min bog. Ofte beskrev interviewpersonerne deres ekskærester med næsten samme ord, som de beskrev den ene af forældrene. I de tilfælde, hvor der umiddelbart ikke var ligheder mellem interviewpersonernes forældre og deres tidligere partnere, skete det til gengæld ofte, at den rolle interviewpersonen indtog i forhold til sine forældre i barndommen, var den samme som den de senere indtog i forhold til deres partnere. 

Så forelskelse er altså noget så uromantisk som en blanding af neurokemi og social arv. Vi har en tendens til at lade den styre vores valg af partner som den altafgørende faktor for at indgå i et parforhold. Men hvis man har en tung opvækst, kan det betale sig at se ekstra godt efter, før man lader sig falde. Historien har det med at gentage sig og det kan godt kræve lidt psykologisk oprydningsarbejde, før man er klar. I nogle tilfælde kan det decideret betale sig at gå i en stor bue udenom sin sædvanlige type og i stedet bruge sit rationale. Sætte karakteregenskaber som ansvarlighed, evne til at indgå aftaler og holde dem, ærlig og respektfuld kommunikation og engagement i forholdet over forelskelse. Hvis vi vil frigøre os fra vores sociale arv, må vi se nærmere på den og på det, vi har lært i forbindelse med den, og derpå lære nyt, der fungerer bedre for os.

Af Nina Askov, forfatter til “Kørekort til kærligheden - en teoribog
Publiceret: 
17/10/2018.