Ligesom alle andre pattedyr er vi født med driften til at lege. Tænk på løveunger, der leger. Det ser jo morsomt ud. Men de gør det ikke for sjovs skyld. Opvæksten er én lang træningslejr, der skal ruste dem til livet som voksne. Legen udvikler ungernes muskler, øger indlæringen af færdigheder (f.eks. jage og dræbe byttet) og lærer dem at begå sig i løveklanens hierarki. Det samme gælder for menneskebarnet, hvor legen skal give en gradvis tilpasning til fødegrundlag, livtrusler samt forskellige typer af sociale miljøer med og uden rangorden.

leg01Gennem leg lægges fundamentet for, hvordan hjernen kommer til at fungere, herunder indlevelsesevnen, evnen til at reflektere og mentalisere, samt evnen til at indlære sociale, faglige og praktiske færdigheder. Når omsorgspersonen leger med barnet, dannes der forbindelser imellem hjernens indre og ydre dele, imellem urhjernens medfødte drifter og emotioner og den nye hjernes kognitive og emotionelle intelligenser. Legen er med til at udvikle og klargøre alt og er dermed helt afgørende for børns kropslige og psykiske udvikling.

En væsentlig forskel mellem mennesket og andre pattedyr er, mennesket fødes som det klart mest hjælpeløse individ og med den længste hjælpeløshedsperiode. Det spæde barn er derfor helt afhængig af omsorgspersoner, som leger med det. Heldigvis er der særdeles stærke medfødte emotioner i omsorgsdriften, som tilskynder til netop det: ubetinget kærlighed til egne børn og skyldfølelse (hvis vi ikke drager omsorg for dem).

Ligesom andre former for fysisk og psykisk omsorg (f.eks. beskyttelse, kærtegn og trøst) er leg kendetegnet ved, at den gives uden betingelser. Det vil sige, at legen ubetinget foregår på barnets præmisser, hvor omsorgspersonen sætter sig selv efter barnet og tilsidesætter egne behov af hensyn til barnets udvikling. Det er medfødt. Det betyder, at vi, hvis vores omsorgsdrift fungerer som det er naturens formål, er i stand til at lege med vores børn, selvom vi måske synes, at det er kedeligt, eller vi måske slet ikke kan finde ud af at lege.

Det kan være forbundet med de vildeste lykkefølelser at kunne give sig helt hen og blive opslugt af leg med sit barn, og opleve barnets glæde og tilknytningen fra første række. Men det er ikke afgørende for, hvad barnet føler. Det er forældrenes adfærd, der skaber følelserne i barnet - uanset hvad forældrene føler. Dem der går rundt med skyldfølelse, fordi de ikke rigtig føler sig engageret i legen med deres barn, eller trangen til at tjekke smartphonen måske hiver og slider i dem, kan hermed ånde lettet op. Bare de leger.

Selvom legen er lystbetonet - og derfor uden formål og målsætninger, sådan som det opleves af barnet - kan vi som forældre bruge den til at forberede barnet til det liv, det skal leve. Det handler om at gøre ungerne selvhjulpne. Og i de første år er leg det vigtigste redskab til det. 

Bruge leg til at støtte udvikling af:

  • Livskraft: motorik, styrke, handlekraft, vedholdenhed, spontanitet, kreativitet, sund spiseadfærd, aktiv, slappe af.
  • Livsvilje: nysgerrig, prøve nyt, undersøge, årvågen, forsigtig, sikre sig mod at komme til skade.
  • Livslyst: kropslyst, naturligt forhold til kroppen, tro på kroppen.
  • Behovsdækning: kropssprog, respektere egne og andres kropszoner, behov, ting og områder, ærlig, dele.
  • Fællesskab: mimik, sprog, samtale, ritualer, empati, normer, etik, viden, autentisk, accept, tolerance.
  • Samhørighed: regler, aftaler, samarbejde, bestemme, følge, øve sig og fejle, anerkende, ydmyghed.

Når vi inddrager legen, eller agerer på en legende måde, har det en særdeles positiv indvirkning på barnets indlæring. Det kan bruges, f.eks. når vi vil lære dem at færdes i nærområdet og i trafikken, at samarbejde, at rydde op, lave mad, lave lektier, sætte i opvaskemaskinen og tage ansvar for andre opgaver i hjemmet og familien, efterhånden som de bliver gamle nok til det, alt sammen til gavn for deres opdragelse. At vi ser det, vi gør, som leg, der skal blive alvor. 

De første år er legen samtidig det vigtigste element i tilknytningen barn/mor og barn/far. Og den tidlige tilknytning lægger reelt byggestenene til, hvordan barnet resten af livet kommer til at relatere til andre mennesker. Kvaliteten af den tidlige tilknytning afgør, om barnet senere tør knytte bånd til andre, og om det vil kunne indgå trygt og ligeværdigt i relationer, herunder i parforhold. Og igen, det er forældrenes adfærd, der skaber tilknytningen. Barnets følelsesliv udvikles ikke af, hvad forældrene føler, men af hvad forældrene gør.

Efterhånden som barnet bliver ældre vil det tage initiativ til flere og flere selviscenesatte lege, uden at have brug for voksne, og desuden lege mere og mere med jævnaldrende, som jo har samme erfaringsgrundlag og derfor instinktivt af barnet opleves som mere brugbare i forbindelse med tilegnelse af kulturel viden, sociale normer, ritualer, regler og praktiske kompetencer. Helt naturligt kommer forældrene mere og mere i baggrunden.

Alligevel kan vi med fordel sætte os godt til rette med en god kop kaffe og observere vores lidt større børn, når de leger. Hvad de leger, og måden de gør det på, kan nemlig afsløre detaljer om deres interesser og kernekompetencer, og dermed også, hvad de ønsker at bruge deres talenter til, når de bliver voksne.

Skribent: Michael Nilsson
Publiceret: 5/3/2018

Søg i indhold

Udtalelser

postquoteCoach & Psykoterapeut Skolen har været et afgørende skridt i min personlige udvikling, så jeg i dag er leder i mit eget liv. Samtidig har den givet mig et godt og afgørende fundament til at virke som fødselshjælper for andre menneskers personlige udvikling. Jeg kan anbefale Skolen og dens lærere på det varmeste. Finn Bielenberg