Publiceret den 4/9/2023
af Michael Nilsson
"Rigtig meget i forskningen tyder på, at vi har undervurderet genetikken, når det kommer til et barn og dets psykiske udvikling. Vi har længe haft en idé om, at et menneskes trivsel eller mangel på trivsel kan spores tilbage til dets opvækstmiljø. I dag ved vi, at det slet ikke er så simpelt." Berlingske, 29/1/2024.
Et menneskes personlighed formes dels af en biologisk arv fra naturen, og dels en social arv fra opvæksten. Medfødt har vi således en biologisk arv af erfaringer, som med de sociale erfaringer vi får efter fødslen, tilsammen danner personligheden.
Opvækstbetingelserne påvirker udviklingen af følelseslivet, og hvordan de medfødte adfærdsformer vægtes i et menneskes ubevidste. Nogle af de medfødte evner (over)udvikles, andre udvikles slet ikke, fordi de nødvendige synapser og neurale netværk i hjernen ikke forbindes i samspillet med de sociale omgivelser.
Det betyder således noget for vores psykiske udvikling, om vi vokser op i et miljø præget af f.eks. vold eller konfliktskyhed, misbrug eller ansvarlige voksne, samtaler eller tavshed, ros eller kritik, anerkendelse eller straf, frihed eller social kontrol, kærlig omsorg eller omsorgsfravær, tryg eller utryg tilknytning.
Biologisk arv spiller imidlertid en større rolle for dannelsen af personligheden end den sociale arv, fordi de præmisser, som menneskets emotionelle adfærdsbiologi stiller for dannelsen af den sociale arv, er nødvendige (endog selve forudsætningen) for dannelsen af vores sociale personlighed. De måder, børn (og voksne) opfører sig uhensigtsmæssigt på, skyldes derfor i højere grad, at det er den biologiske arv, som styrer menneskets adfærd.
Menneskets medfødte biologiske arv rummer ingen humanistiske adfærdsmåder, hvilket ikke er almen viden. Forældre kan derfor tro, at de har gjort noget galt, eller at der er noget galt med deres barn, og de kan stå magtesløse og uforstående overfor barnets adfærd. Dele af børns opførsel stammer imidlertid fra en utidig ”sund natur”, som de ofte ikke kan styre, selvom adfærden kan være uacceptabel.
Generelt fejler børn principielt intet, selvom de ikke kan følge deres sociale arv, fordi de i den enkelte situation er fuldstændig styret af den biologiske arv. Vi må erkende, at vores nyfødte børn ikke er nogle små engle, men urmennesker, født med en hjerne til at overleve i en nådesløs og brutal verden fra urtiden, med karaktertræk til at kunne handle både godt og ondt!
"Vi begynder livet med de forskellige hjernedele, der findes fra tidligere stadiers adfærdsbiologi. Imidlertid er de ældste dele stadig så styrende, at de nyere hjernedele skal have hjælp i form af en - intelligent adfærdslæring - efter vi er født. Får mennesket ikke netop denne præcise læring, vil urhjernen derfor dominere os, uanset hvad vi går rundt og tror og tænker. Det er således urtidens drifter som styrer, hvem vi bliver som personligheder, og ikke mindst hvordan vi opfører os - vores adfærd." Ny viden om hjernens arveegenskaber, Biopsykologisk Institut, 9/8/2023
Forældrenes betydning for barnets personlighed er størst de første 3 år, hvor barnet er allermest hjælpeløs og afhængig af omsorgspersonerne. Den ubetingede omsorg, som gives i form af beskyttelse, kærtegn, leg og hjælp, er afgørende for, hvilke dele af barnets medfødte emotionelle biologi, som aktiveres (og med hvilken styrke), og hvilke som ikke gør.
Denne tidlige sociale arv, indlært gennem barnets sansning af forældrenes adfærd og deres reaktioner på barnets adfærd, fremmer eller hæmmer de medfødte drifters positive og negative egenskaber. Den er dermed afgørende for, hvordan den biologiske arv med alle dens genetiske dispositioner vægtes i barnets ubevidste - hvilke forbindelser der dannes imellem urhjernens medfødte adfærdsinstinkter, drifter og emotioner, og de ydre hjernedele. Forældrenes adfærd lægger på den måde grundstenen for, hvordan barnets hjerne kommer til at fungere resten af livet.
Det er primært fraværet af ubetinget omsorg i de første 3 år, med medfølgende tilknytningsforstyrrelser, som kan have dramatisk negative psykiske konsekvenser, hvor omsorgssvigt kan være medvirkende årsag til sindslidelser som depression, social angst, panikangst, OCD og forskellige former for personlighedsforstyrrelse.
Efter de første 3-5 år ligger de vigtigste miljøfaktorer (social arv) i tiltagende grad uden for familien, nemlig i påvirkningen fra jævnaldrende legekammerater, venner og fællesskaber i øvrigt. Efterhånden som hjælpeløshedsgraden aftager, bliver det tiltagende vigtigt for børn og unge (1) at blive accepteret og anerkendt i fællesskaber/grupper af jævnaldrende, (2) at tilpasse og tilegne sig deres sprog, holdninger, normer og ritualer, samt (3) at opnå og fastholde så høj social status som muligt. Dette vil være vigtigere for børn og unge, end at gøre som deres forældre ønsker, og vigtigere for deres trivsel end forholdene i hjemmet.
Ovenstående udsagn kan fremstå som det rene kætteri i en pædagogisk/psykologisk kultur, hvor stort set alt anses for socialt konstrueret, og hvor et barns adfærd, såvel som et voksent menneskes personlighed, betragtes som værende udtryk for social arv. Et barns aggressive, destruktive, egoistiske, asociale eller dominerende adfærd må derfor have årsager hos forældrene og familien som socialt system. Men det er ofte forkert - noget som psykiatrien har vidst i årtier.
”Mennesket har nedarvede drifter, der kan skabe dårlig adfærd og dårlige følelser, som vi ikke anerkender i et moderne samfund - men værst - som vi fornægter, at alle mennesker rummer. Vores børn fødes med dem! I denne manglende erkendelse, har vi givet social arv skylden for mange af de dårlige sider i mennesket, og de typer af adfærd vi helst vil undgå... Forældre har, ofte uretfærdigt, fået skylden for børns adfærd, selvom den dybere årsag er biologisk arv. Mange voksne har måtte leve livet med unødvendige, lave selvfølelser, som f.eks. usikkerhed, ikke gode nok, lavt selvværd, skyld og dårlig samvittighed”. Biopsykologisk Institut
”At det er gruppen udenfor familien, der påvirker unge, er i øvrigt ganske plausibelt set fra et adfærdsbiologisk perspektiv. For børn og unges fremtid afhang tidligere af, at de netop kunne begå sig i den gruppe, de også ville være sammen med som voksne.” Anders Hede, Forskningschef i TrygFonden, Samfundsøkonomen 6/2007
"For hvert år, et barn bliver ældre, vil familiemiljøet betyde mindre og mindre for barnet. I stedet vil det være miljøet uden for familien, som til syvende og sidst vil præge barnet og få en afgørende betydning for barnets retning og dets udfordringer i livet." Berlingske, 29/1/2024
Af samme årsag kan end ikke den bedste barndom immunisere barnet mod uhensigtsmæssig adfærd i ungdom såvel som voksenliv - f.eks. egoisme, psykisk/fysisk vold, alkohol, stoffer, overforbrug, gældsætning, tyveri, snyd, bedrag og forskellige former for stupid flok- og gruppeadfærd. I mange tilfælde vil heller ikke dette være forældrenes skyld, men have årsag i menneskets nedarvede adfærdsbiologi samt fravær af emotionel intelligens.
"Et barn kan sagtens udvikle psykiske lidelser, selvom det har haft en tryg opvækst med varme og støttende forældre. I dag ved vi, at individets medfødte temperament spiller en væsentlig rolle i dannelsen af psykiske lidelser, og at psykiske lidelser kan udvikle sig uafhængigt af oplevelser i barndommen." Berlingske, 29/1/2024
Forældrenes adfærd har betydning for udviklingen af deres børns psyke og følelsesliv, på godt og ondt, også udover de første 3 til 5 år af barnets liv, men meget er uden for deres kontrol. Og - det man er uden kontrol over, behøver man ikke påtage sig hverken ansvar eller skyld for. Dermed neutraliseres den unødvendige kronisk dårlige samvittighed og skyldfølelse, såvel som tankemylder og stress, som de følelser er årsag til.
Omsorgssvigt og tilknytningsforstyrrelser i de første leveår, hvor barnet er allermest hjælpeløs og afhængig af forældrene, er beviseligt meget skidt for et barns psykiske udvikling. Det samme er fraværende forældre, som ikke er til stede i deres barns liv, interesserer sig for det og tager ansvar for dets opdragelse, frem til og med puberteten, hvor selvstændighedsfaserne og adskillelsen når sit biologiske endemål.
Men - derudover kan forældreskab grundlæggende sammenlignes med vitaminer. Under et vis lavt niveau har et fravær dramatiske konsekvenser, men over dette niveau gør forældre ikke så meget til eller fra. Det har den gode historie i sig, at alle de forældre, som dagligt føler sig ikke gode nok, kan trække vejret mere frit, da de har mindre indflydelse på deres børns adfærd, trivsel, liv og personlighed, end de tror, og ofte også tillægges af dagsinstitutionen, skolen og den sociale omgangskreds. Det kræver naturligvis, at man kan være med det kontroltab, som følger med den indsigt!
Forældreskabet er for nogle forældre blevet et fuldtidsarbejde, som er en kilde til emotionel belastning og deraf følgende kronisk stress. Men - da forældre har mindre indflydelse på deres børns personlighed, adfærd og trivsel, end de selv tror, og ofte også tillægges af omgivelserne og samfundet, er det tid til at "sænke skuldrene". Lave selvfølelser som skyld, dårlig samvittighed, ikke god nok og utilstrækkelighed, er ofte unødvendige, og i så fald er der ikke nogen (rationel) grund til, at de skal fylde uforholdsmæssigt i hverdagens tankemønstre og styre ens adfærd.
"Det nye børnesyn er præget af en opfattelse af, at man som forældre er altafgørende for ens barns fortid, nutid og fremtid. At der er en direkte sammenhæng mellem alt, du gør og siger som forældre, og ens barns nuværende og fremtidige trivsel." Berlingske, 3/9/2023.
Måske nogle endog kunne have gavn af at smide bøger om forældreskab i skraldespanden og se bort fra gode råd, opdragelsestrends og velmente formaninger. Forældre bliver ikke kompetente af de ting. Forældre bliver kompetente af at være sammen med deres børn, og lære af deres erfaringer.
"Langt størstedelen af os gør det mere end godt nok og behøver hverken at læse om eller tage på kursus i tilknytningsteori… I virkeligheden skal vi lægge ambitionerne på vores børns vegne til side og kun koncentrere os om at elske og passe på det enkelte barn. Det behøver ikke at være mere kompliceret end som så." Berlingske, 29/1/2024
En del af den tid, det vil frigive, kan anvendes til tilegnelse af viden om den emotionelle biologi og adfærd, deres barn er født med. Det vil give mulighed for at møde barnet med empati, autoritetsværdighed og konstruktiv støtte.
Og, ikke mindst, giver det mulighed for at selv at komme i gang med en personlig udviklingsproces, der styrker egen emotionelle intelligens. At man som forælder har viden og selvindsigt i både sin biologiske og sociale arv, og kan mestre sit eget følelsesliv, er måske den største gave, man kan give sit barn!
Copyright Coach & Psykoterapeut Skolen
