Forældreskabet er for mange blevet et fuldtidsarbejde, som er kilde til dårlig samvittighed, utilstrækkelighed og kronisk stress.

• Forældre kan bukke under for vildfarelsen, at alt er afgørende for barnets trivsel og fremtid. Berlingske, 3/9/2023.

"Det nye børnesyn er præget af en opfattelse af, at man som forældre er altafgørende for ens barns fortid, nutid og fremtid. At der er en direkte sammenhæng mellem alt, du gør og siger som forældre, og ens barns nuværende og fremtidige trivsel."

Måske det kan være brugbart for nogle forældre at vide og erkende, at de har betydelig mindre indflydelse på deres børns personlighed og trivsel, end de selv tror, og ofte også tillægges af omgivelserne? De kan derfor med sindsro give lidt slip.

Et menneskes personlighed formes dels af en biologisk arv fra naturen, og dels en social arv fra opvæksten. Medfødt har vi en biologisk arv af erfaringer, som med de sociale erfaringer vi får efter fødslen, tilsammen danner personligheden.

Biologisk arv spiller en større rolle for dannelsen af personligheden end den sociale arv, vi får efter fødslen. De præmisser, som menneskets emotionelle adfærdsbiologi stiller for dannelsen af den sociale arv, er nødvendige for dannelsen af vores sociale personlighed. De måder, børn (og voksne for den sags skyld) opfører sig uhensigtsmæssigt på, skyldes derfor i højere grad, at det er den biologiske arv, som styrer menneskets adfærd, end den sociale arv.

Vores medfødte biologi rummer ingen humanistiske adfærdsmåder, hvilket ikke er almen viden. Forældre kan derfor tro, at de har gjort noget galt, eller at der er noget galt med deres barn, og de kan stå magtesløse og uforstående overfor barnets adfærd. Dele af børns opførsel stammer imidlertid fra en utidig ”sund natur”, som de ofte ikke kan styre, og da slet ikke når de er kapret i den umodne hjernes følelsesstorme, selvom adfærden kan være helt uacceptabel.

Generelt fejler børn principielt intet, selvom de ikke kan følge deres sociale arv, fordi de i den enkelte situation er fuldstændig styret af den biologiske arv. Vi må erkende, at vores nyfødte børn ikke er nogle små engle, men urmennesker, født med en hjerne til at overleve i en nådesløs og brutal verden fra urtiden, med karaktertræk til at kunne handle både godt og ondt!

"Vi begynder således livet med de forskellige hjernedele, der findes fra tidligere stadiers adfærdsbiologi. Imidlertid er de ældste dele stadig så styrende, at de nyere hjernedele skal have hjælp i form af en - intelligent adfærdslæring - efter vi er født. Får mennesket ikke netop denne præcise læring, vil urhjernen derfor dominere os, uanset hvad vi går rundt og tror og tænker. Det er således urtidens drifter som styrer, hvem vi bliver som personligheder, og ikke mindst hvordan vi opfører os - vores adfærd." Ny viden om hjernens arveegenskaber, Biopsykologisk Institut, 9/8/2023

Forældrenes betydning for barnets personlighed er størst de første 3 år, hvor barnet er allermest hjælpeløs og afhængig af omsorgspersonerne. Den ubetingede omsorg, som gives i form af beskyttelse, kærtegn, leg og hjælp, er afgørende for, hvilke dele af barnets medfødte emotionelle biologi, som aktiveres (og med hvilken styrke), og hvilke som ikke gør.

Denne tidlige sociale arv, indlært gennem barnets sansning af forældrenes adfærd og deres reaktioner på barnets adfærd, fremmer eller hæmmer de medfødte drifters positive og negative egenskaber. Den er dermed afgørende for, hvordan den biologiske arv med alle dens genetiske dispositioner vægtes i barnets ubevidste - hvilke forbindelser der dannes imellem urhjernens medfødte adfærdsinstinkter, drifter og emotioner, og de ydre hjernedele. Forældrenes adfærd lægger på den måde grundstenen for, hvordan barnets hjerne kommer til at fungere resten af livet.

Det er fraværet af ubetinget omsorg i de første 3 år, med medfølgende tilknytningsforstyrrelser, som kan have dramatisk negative psykiske konsekvenser, hvor omsorgssvigt kan være medvirkende årsag til sindslidelser som depression, social angst, panikangst, OCD og forskellige former for personlighedsforstyrrelse.

Efter de første 3-5 år ligger de vigtigste miljøfaktorer (social arv) i tiltagende grad uden for familien, nemlig i påvirkningen fra jævnaldrende legekammerater, venner og fællesskaber i øvrigt. Efterhånden som hjælpeløshedsgraden aftager, bliver det tiltagende vigtigt for børn og unge (1) at blive accepteret og anerkendt i fællesskaber/grupper af jævnaldrende, (2) at tilpasse og tilegne sig deres sprog, holdninger, normer og ritualer, samt (3) at opnå og fastholde så høj social status som muligt. Dette er langt vigtigere for børn og unge, end at gøre som deres forældre ønsker, og vigtigere for deres trivsel end forholdene i hjemmet.

Ovenstående udsagn kan fremstå som det rene kætteri i en pædagogisk/psykologisk kultur, hvor stort set alt anses for socialt konstrueret, og hvor et barns adfærd, såvel som et voksent menneskes personlighed, betragtes som værende udtryk for social arv. Et barns aggressive, destruktive, egoistiske, asociale eller dominerende adfærd må derfor have årsager hos forældrene og familien som socialt system. Men nej, det er ofte forkert - noget som psykiatrien i øvrigt har vidst i årtier.

”Mennesket har nedarvede drifter, der kan skabe dårlig adfærd og dårlige følelser, som vi ikke anerkender i et moderne samfund - men værst - som vi fornægter, at alle mennesker rummer. Vores børn fødes med dem! I denne manglende erkendelse, har vi givet social arv skylden for mange af de dårlige sider i mennesket, og de typer af adfærd vi helst vil undgå... Forældre har, ofte uretfærdigt, fået skylden for børns adfærd, selvom den dybere årsag er biologisk arv. Mange voksne har måtte leve livet med unødvendige, lave selvfølelser, som f.eks. usikkerhed, ikke gode nok, lavt selvværd, skyld og dårlig samvittighed”. Biopsykologisk Institut

”At det er gruppen udenfor familien, der påvirker unge, er i øvrigt ganske plausibelt set fra et adfærdsbiologisk perspektiv. For børn og unges fremtid afhang tidligere af, at de netop kunne begå sig i den gruppe, de også ville være sammen med som voksne.” Anders Hede, Forskningschef i TrygFonden, Samfundsøkonomen 6/2007

Af samme årsag kan end ikke den bedste barndom immunisere barnet mod uhensigtsmæssig adfærd i ungdom såvel som voksenliv - f.eks. egoisme, psykisk/fysisk vold, alkohol, stoffer, overforbrug, gældsætning, tyveri, snyd, bedrag og forskellige former for stupid flok- og gruppeadfærd. I mange tilfælde vil heller ikke dette være forældrenes skyld, men have årsag i menneskets nedarvede adfærdsbiologi samt fravær af emotionel intelligens.

Forældrene har indflydelse på udviklingen af deres børns psyke og følelsesliv, specielt i de første 3 til 5 år af barnets liv, men meget er uden for deres kontrol. Og - det man er uden kontrol over, behøver man ikke påtage sig ansvar/skyld for. Dermed neutraliseres kronisk dårlig samvittighed, tankemylder og stress, som de (unødvendige) dårlige følelser er årsag til.

Omsorgssvigt og tilknytningsforstyrrelser i de første leveår, hvor barnet er allermest hjælpeløs og afhængig af forældrene, er beviseligt meget skidt for et barns psykiske udvikling. Det samme er fraværende forældre, som ikke er til stede i deres barns liv, interesserer sig for det og tager ansvar for dets opdragelse, frem til og med puberteten, hvor selvstændighedsfaserne og adskillelsen når sit biologiske endemål.

Men - derudover kan forældreskab grundlæggende sammenlignes med vitaminer. Under et vis lavt niveau har et fravær dramatiske konsekvenser, men over dette niveau gør forældre ikke så meget til eller fra. Det har den gode historie i sig, at alle de forældre, som dagligt føler sig ikke gode nok, kan trække vejret mere frit, da de har langt mindre indflydelse på deres børns trivsel, liv og personlighed, end de tror, og ofte også tillægges af omgivelserne. Det kræver naturligvis, at man kan være med det kontroltab, som følger med den indsigt!

Måske nogle endog kunne have gavn af at smide deres bøger om forældreskab i skraldespanden og se bort fra gode råd, opdragelsestrends, velmente formaninger, offentlige pjecer mv. Forældre bliver ikke kompetente af de ting. Forældre bliver kompetente af at være sammen med deres børn, og lære af deres erfaringer.

En del af den tid og de kræfter, det frigiver, kan så anvendes til tilegnelse af viden om den nedarvede emotionelle biologi og adfærd, deres barn er født med. Det vil give mulighed for at møde barnet med en helt anden forståelse og værdighed. 

Og, ikke mindst, giver det mulighed for at selv at komme i gang med en personlig udviklingsproces, der styrker egen emotionelle intelligens. At man som forælder har viden og selvindsigt i både sin biologiske og sociale arv, og kan mestre sit eget følelsesliv, er den største gave, man kan give sit barn!

Skribent: Michael Nilsson
Publiceret: 4/9/2023

Copyright Coach & Psykoterapeut Skolen 2023